Ivar Aasen i Sogn

"Levemaaden er udskeiende og tøilesløs"

Om kva Ivar Aasen opplevde då han gjesta Sogn vinteren 1842--43

Jan Olav Fretland

Ivar Aasen gjesta Sogn i perioden oktober 1842 til mai 1843. Reisa var ein del av Aasens store reise for å samla kunnskap om det norske målet i perioden 1842--47. Og det må vedgåast straks: Eg finn langt frå berre godord om sogningane i det Aasen har etterlate seg. Bortsett frå Kaupanger, eller Kopanger, som Aasen skriv, tykkjer han bygdene er lite pene.
Dessutan finn han uvanleg mykje drikking og horskap. Men målet i Indre Sogn får han tydeleg sansen for etter kvart, sjølv om fyrsteinntrykket av sognemålet, i Vadheim, var at "dets særegenhed meest bestod i en besynderlig fordreiet Udtale".

Ivar Aasen

«Naar Direktionen i Trondhjem vil give Penge og naar en høiere Direktion vil give Sundhed og Mod saa maa det vel gaa til Eet som man siger». (Kvardagsfilosofen Aasen i brev til Ludvig Daae 16. januar 1843.)

Eg skal ta for meg Aasens inntrykk av sogningane, med utgangspunkt i to kjelder, «Reise-erindringar og Reise-indberetninger 1842—47» og ei samling brev frå Aasen til forleggjaren og vennen Maurits R. Aarflot i Ørsta, hjelparane hans, kaptein Ludvig J. Daae og biskop Neumann, oppdragsgjevaren «Det Kongelige Norske Videnskabers Selskap» og eit par andre.
Særleg er breva til Aarflot interessante, her slepper Aasen seg laus, og uttalar seg direkte og utan innpakking. Men alt Aasen skriv er sjølvsagt på dansk, anna skriftspråk hadde han ikkje, før han sjølv hadde fått fram «Landsmaalet».

Reiseruta

Omstendeleg er eit mildt uttrykk for reisemåten til Aasen, når me brukar våre dagars fartsbriller. Eg køyrde her om dagen frå Aasen-tunet i Ørsta og heim til Lærdal på knapt fire timar. Då køyrde eg roleg. Aasen forlet «Søndmør» 29. september og kom til Lærdal (han skriv Leirdalen) 9. oktober.

Den 30. september var han på Nordfjordeid. Der klagar han over ein huslærar som ikkje var til hjelp når det gjaldt kunnskap om dialekten: "Denne Person syntes ganske at have glemt det Nordfjordske over det fornemmere Sprog samt Tysk og Latin, hvori han nu underviste Børnene".

Han vart elles forseinka i tre dagar i Nordfjord, formedelst Storm og Uveir. 4. oktober kom han til Førde i Breum, 5. oktober nådde han Havstad i Førde og 6. oktober kom han til Vadem, altså Vadheim, og opna auge og øyre for sognemålet:

"Her hørte jeg altså første Gang Sognemaalet, som jeg i «Begyndelsen havde Møie med at forstaae»; imidlertid merkede jeg snart, at dets Særegenhed meest bestod i en besynderlig, fordreied Udtale, og at det i Grunden ikke frembød saa meget nyt. Jeg hastede derfor med at komme til Indre-Sogn og reiste den 8de lige fra Vadem til Frøningen under en Vestenvind som især en Stund Eftermiddag var saa stærk, at jeg ønsket at have været paa Landet"

Aasen skryter svært av sjømannskapet til sogningane, dei er ikkje noko dårlegare enn sjømennene på Sunnmøre, let han på. På Frønningen trefte han Proprietær Lem, som han hadde tala med om sommaren før. Dette var ei gledeleg overrasking. Derimot var overraskinga helst på den negative sida då han dagen etter kom til Lærdal. Det skal eg komma attende til. I Lærdal var han i alle fall i 10 dagar og budde på Leirdalsøren.

Dyrt og dårleg husrom, klagar han til vennen Aarflot.

Men han var redd for at målet her inst i Sogn var for oppblanda med opplandsmåla, så han måtte til Sogndal for å finna kav sognemål. Fyrst tok han ein svipptur innom Kroken i Lusterfjorden. Der visste han at kaptein Munthe heldt til, og at denne Munthe hadde eit interessant bibliotek.

Etter eit døgn med ny reise kom han så via Solvorn til Sogndal 22. oktober. Vegen frå Solvorn til Sogndal tykte Aasen var «meget slem», og han var sjeleglad at han ikkje la ut på vegen over «det svælgende Dyb». (truleg forbi Helvetesfossen) mot natta: «Den har meget høie og bratte Bakker; paa et Sted gaar den tværs igjennem en høi Bakke, eller over en høi Klippe, som tæt ved Siden av Veien gaar lodret ned i en skrækkelig Afgrund, hvorigjennom en Elv løber».

Han skjemtar med at i Sogndal var det ikkje «Rum i Herberget», så han måtte ta inn hjå ein strandsitjar. Her vart han buande, sjølv om han tydeleg meinte verten var for hard på flaska. I Sogndal heldt Aasen seg i fire månader, så Sogndals-målføret er utan tvil hovudgrunnlaget for ordsamlinga og kunnskapen elles om sognemålet. Frå Sogndal reiste han til Vik 28. februar.

Vikjene snakka nokså likt sogndølene, slår han fast, så han kunne reisa vidare etter 10 dagar. På vegen var han imponert over Noradn, med "sine Kjempehauger og Bautastene, der synes at minde om Slaget hvori Magnus Erlingson faldt". Han omtalar sjølvsagt og slagstaden Fimreite og heilage tre på begge sider av fjorden.

Den 8. mars sette han så kursen utetter fjorden. Han nådde ikkje heilt til Lavik på ein dag, men mellomlanda på garden Råsholmen. I Lavik var han på garden Hellebø der kyrkjesongar Parelius gav losji så lenge han hadde bruk for. Aasen slår fast at han no har forlate det «egentlig sognske». Han finn mykje meir av Sunnfjord, både i klesdrakt, språk og måten folk bur på:

"Man seer ikke længere frugtbare Dale med store Gaarde og Strandsteder; Befolkningen lever meget adspredt paa smaa Gaarde og Pladser imellem bratte, nøgne og ufrugtbare Strande. Ladevigs Omegn er især meget øde og eensformig".

Då ferda skulle gå vidare ut fjorden til «Sognefæst» 15. mars, spelte veret Aasen eit puss att. Dei segla av garde i god bør.

"Etter henved en Miils Seilads blev det pludselig stille, og ligesaa pludselig opstod en dygtig Storm fra den modsatte Kant; man vendte tilbage og fik en strygende Bør hjem, og det Hele var saaledes kun en Seilads for Moro Skyld"

Det var heller ikkje lett å komma seg over til Eivindvik, motvinden stogga han eit par dagar.

Men han treivst i «Sognefæst», hjå gjestgjevar Andersen og ein fullmektig Dahl, som og låg verfast. Dessutan var Sognefæst eit trafikk-knutepunkt:

"Sognefæst er et meget besøgt Sted; da det ligger ved Sognefjordens Munding og i Hjørnet af den Vinkel, som Veien fra Sogn til Bergen udgjør, maae Sogningerne ofte standse paa dette Sted formedelst Modvind".

20. mars gjekk Aasen endeleg i land i Eivindvik hjå prosten Dahl, som tok mot han med stor velvilje og straks tilbaud han losji så lenge han trong det.

Han budde hjå prosten i to veker, men dei siste fem vekene budde han hjå ein «formuende Bonde», slik at han skulle få betre høve til å bli kjend med dialekten. Sjølv om han ikkje tykte naturen i Eivindvik var særleg innbydande, skryter han av folket i bygda.
To menn, ein Niels Alstrup og skulelærar Nils Clausen har tydeleg vore viktige lyspunkt i kvardagen, og opphaldet i Eivindvik ser ut til å ha vore den trivelegaste delen av sognereisa til Aasen. Han skriv likevel lite om desse vårvekene i 1843. Truleg arbeidde han hardt med å systematisera det store tilfanget han hadde samla inn lenger innover i fjorden.

13. mai drog så Aasen frå Sogn og til «Nordhordlehn». Der møtte han for fyrste gong folk som var mistenksame over kva han dreiv med. Etter at han med naud og neppe kom frå ein full lensmann som ville sjå passet hans, reiste han nokså fort til Bergen, og kom dit 2. juni. På ein etappe hadde han skyss av «en Strilejente med Hat paa».

Det er einaste gongen han nemner hokjønnet i skildringane frå Sogn, bortsett frå ei synsk kvinne. Då var han nesten blakk, og pengesutene blir stadig sterkare i breva frå denne tida. Fyrst i slutten av august ser det ut til at han hadde håp om ei pengesending frå Trondheim. (Vitskapsselskapet i Trondheim var oppdragsgjevar for Aasen på desse reisene.)

Pent og stygt i Sognebygdene

Som nemnt var ikkje gamle Ivar særleg imponert over bygdene våre. Indresogningane budde for tett, tykte han:

illustrasjonsbilete Kaupanger

"Thi paa de beboelige Steder er Alt overdækket av Huse, og derimod kan man reise to Mile og derover uden at see Andet end en brat Fjældvæg oventil og endelige Urer av Sand og Smaasteen nedentil. Det eneste skjønne Sted, jeg har seet i Sogn, er Gaarden Kopanger; den har en virkelig smuk Beliggenhed".

Han skildrar og husa som «Sædvanlige smaa Tømmerbygninge», men kritiserer at det ikkje er gang, eller «Fordør», som Aasen skriv. Ein let opp døra og kjem rett inn i stova, det meiner sunnmøringen er litt snuppeleg, skjønar me. Om Lærdal skriv han at då han kom dit, tykte han det var «et af de styggeste Opholdssteder, man kunde tænke sig». Til Aarflot skildrar han meir nøye strandstaden:

"Dette Sted har en merkverdig Beliggenhed; på begge Sider staae tværbratte Fjeldvægge med Fonner, Urer og Sand; i den smale Dal mellem disse Fjelde gaar Leirdalselven ud i en ligesaa smal Bugt af Fjorden; paa dens sydlige Side ligger en Strimmel av Banker eller Grander, og paa disse Banker have Folk bosat sig i saadan Mængde, at Alting er som i en Kjøbstad. Strax østenfor Øren bøier den smale Dal sig tilside, og det samme gjør Fjorden vestenfor; saaledes seer det ud som man gik paa bunden av en stor Brye eller lignende. Solen sees ikke i denne Hule i over et halvt Aar, og dog er her foruden Strandstedet tre eller fire store Gaarde, store Agre og en Exerceerplads; og på Øren ere fire Handelsmænd".

Til trøyst for lærdølene skal det nemnast at han likevel treivst bra i Lærdal og møtte mange «brave Mænd». Han nemner «Huuslærer Martinius Larsen» og "Skolelæreren Nils Hauge fra Hafslo". Det var Hauge som gav han flest opplysningar om målføret. Han vart og kjend med mange andre, og nemner spesielt "Skomager Kristiansen, en særlig agtværdig Mand".

I Sogndal tykte ikkje Aasen det var så stygt som i Lærdal. Her var opnare, "imellom lave og skraat opstigende Fjelde har man her en bred Dal, som er næsten overtækket med Huse eller Gaarde". Men han treivst ikkje særleg godt. Grunnen var fyrst og fremst at han ikkje vart kjend med folk. Han sukkar til Aarflot at han får vel berre gå der som ei brølande løve på leit etter "Kammerater og Bekjendtskab".

Han nemner elles kyrkja, som var særleg interessant innvendig, med "gammeldags Forsiringer og kunstige Udskjæringer". Bautasteinen ved kyrkja (Stedjesteinen), med eiga runeinnskrift, var han og oppteken av. Han nemner at tydinga visst nok skal vera "Kong Olav let denne steinen gravast ut".
I Per Sandals «Bygdebok for Sogndal» skriv Ingvild Øye at tydinga er «Kong Olav skaut mellom desse steinane».

Sjølv ville han berre slå fast at namnet kong Olav var tydeleg. Elles nemner han ein rettarstad der ein «giftblandar» vart avretta ei tid før Aasen var i Sogndal. Dette var tydelegvis ei hending som framleis var mykje omsnakka. Aasen fortel at ein stake med hjul framleis stod på staden då han var der.

(Historikaren Per Sandal fortel meg at Aasen her viser til ein rettarstad på Eggjaberget, og at ein Johannes Mikkjelson Eggja vart avretta her for giftmord 16. juli 1841, altså vel året før Aasen kom hit.)

Etter kvart møtte Aasen andre enn den drikkande og noko plagsame verten sin. Men han held hardt på at: «Opplysningen her staar paa et meget lavt Trin».

Ole Flugum, klokkarson og lærar, var eit heiderleg unntak. Flugum, som hadde både "omhyggelig opdragelse" og "udmerkede Anlæg", ville Aasen gjerne ha snakka meir med, men dei to budde tydelegvis eit godt stykke frå kvarandre. Som hjelpesmann nemner han og tidlegare stortingsmann Mons Eggum, dessutan ein drikkfeldig, avsett skulehaldar og ein løytnant Leigh. Den siste rekna han med blant dei kondisjonerte, og han gjekk til Leigh mest for å lesa aviser og låna bøker.

I eit brev til Ludvig Daae skryter han mykje av løytnant Leigh og skulle så gjerne ønskja «at træffe flere saadanne Mænd».

I slutten av april skreiv han og eit omstendeleg og høfleg takkebrev til Leigh, og sende eit hefte med sunnmørske viser, som han nett hadde fått trykt hjå Aarflot. Aasen avslører elles eit visst tvisyn når det gjeld kor pene eller stygge strandstadene vidare utetter fjorden er:

"Disse mærkelige Steder ere temmelig vakkre, dog ikke av nogen særdeles smuk Beliggenhed; thi dette er paa Grund av Strandenes Brathed en Sjeldenhed i dette Distrikt".

Vikøyri skildrar Aasen slik:

«Ogsaa Viig har en vakker Beliggenhed; det er rigtignok omgivet av høie Fjelde, men disse gaae skraat opad, Dalen imellom samme er breed og deler sig efterhaanden i to Dale».

I Eivindvik gjesta Aasen presten Dahl, som han hadde stor vørdnad for. Han budde hjå ein underoffiser Reutz på garden Sæbø og heldt seg mest med Reutz og huslæraren til presten, kandidat Nimb, medan han var i Vik. Frå Eivindvik finn me som nemnt lite skildringar av naturen og husa. Det har nok mest samanheng med arbeidspress og at Aasen her kom til meir heimlege trakter. «I de to yderste Præstegjelde er derimod Altsammen omtrent ligesom hos os, det vil sige: paa Søndmør». Derimot skriv han mykje om korleis han ser den positive innverknaden frå prosten Dahl på alt han ser rundt seg.

Prosten Dahl --- eit førebilete

Det er ikkje tvil om at presten i Eivindvik, Dahl, var den personen som verkeleg imponerte Aasen. Både i reiseskildringa og i fleire brev legg han stor vekt på å framheva denne åndskjempa, som Wergeland om lag samstundes skildrar slik i diktet «Eivindvig»:

Medens svarte Myr forgyldes,
Templet --- hør! af Toner fyldes.
Det er Englevingers Klang,
dem han ud af Kofter spiler:
Brød av Steen og Aand av Striler
Dahl i Eivindvigen tvang
.

Og Aasen er like sterk i si form. Han vil omtale "Provst Dahl med særdeles Agtelse", og skriv til Aarflot:

"Det merkeligste ved Gaarden (prestegarden, der Gulatinget skal ha halde til) er den overordentlige Forædling og Opdyrkning, som den har faaet ved Hr. Provst Dahls utrættelige Virksomhed. Denne brave Olding er ogsaa en Kjender af Oldsager og af det gamle norske Sprog, samt er i Besiddelse af en Deel iislandske Bøger, hvorfor det var mig godt at komme til ham".

Om klede og kår

Aasen såg skarpt, og han såg mykje. Som me har sett skildra han husa nøye, sameleis naturen kring, og kåra folk levde under. Og han teikna strandstadene han kom til. Til og med klesdrakta meinte han måtte beskrivast nøye. Mellom anna har han laga ei lita skisse av ei typisk kvinnehuve.

Eit trekk som gjekk att, då som no, var at dei unge gjorde opprør i klesvegen. Han meinte kleda i Lærdal var av nokså nytt opphav, særleg på dei unge, og at kleda var nette. I Vik tykte han derimot han såg meir gammaldagse klede, han nemner nokre side, raude trøyer på vaksne menn.
Dei trudde han hadde gammalt opphav. Om songdølane skreiv han meir utførleg:

"Folkets Levemaade og Kost er meget simpel; det samme gjælder ogsaa om Klededragten. Mandfolkenes Trøier ere af hvid eller graa Farve, noget side, og have Kiler, der gaae høit op paa Ryggen; paa Skuldrene have de en paasyet Fold med blaa Bræmme eller Kvare.
Disse Trøier ere imidlertid saa godt som aflagte hos de Yngre, da disse foretrække de almindelige korte Trøier. Kvindfolkene bruge sædvanlig blaae Livstykker eller Undertrøier af Vadmaal, og med Ermer som er meget utvidede ved Skuldrene; Konerne have ogsaa her hvide skiveformige Huer, der oventil
have et Indsnit ligesom paa et Hjerte; Pigerne gaae derimod med bart Hoved, saaledes at det flettede og med et Baand omtvundne Haar sættes i en Ring omkring Hovedet foran Issen"
.

Sedlause og sedelege sogningar

Noko av det mest interessante i tilfanget om Aasen si Sogne-ferd, er skildringa av folkelivet. Det er interessant i seg sjølv å sjå kor sterke ord han brukar om sedløysa og drukkenskapen i Midtre og Indre Sogn, i høve til Ytre Sogn og distrikta nordafor.

Men det blir endå meir slåande når ein held det saman med dei granskingane Eilert Sundt, Noregs fyrste store samfunnsforskar, gjorde av "Natteløberiet" i Sogn i rapporten om "Sædelighetstilstanden i Norge" frå 1857. Sundt skriv rett ut at "grændsen mellom Søndfjord og Sogn er et punkt, hvor to meget forskjellige folkelivstilstande mødes". Og Sundt gjev og omfattande forklaringar ut frå samferdsle og arbeidsvilkår på kvifor nett sogningane er uvanleg «horagtige»:

«Det forståes, at et sådant arbeidsliv på den ene side kræver et friskt mod og lovlig sind, men på den anden side kan sløve den naturlige sands for det tækkelige og velanstendige».

Om lag samtidig skildrar den landskjende forfattaren Kristian Elster sogningen slik, etter å ha vurdert sunnfjordingen som "Landets tyngste, sejgeste og sendrægtigste Folk".

"Rejs saa over Fjeldet til Sogn, og du er med Et inde iblandt et ganske andet Folkefærd. Der er noget uendelig bevægelegt, solvarmt og lynende over disse smaa sortladne Mennesker"

Ivar Aasen representerte sjølvsagt ikkje dette andre "Folkefærdet", han er ein skikkeleg og ordentleg mann, og han let seg forferda av lærdøler og sogndøler:

ølsmaking

"Ved at lægge mærke til Folkets Sæder og Tænkemaade her i Distrigtet, har jeg rigtignok bemærket adskillige gode egenskaber ved samme, saasom en stor Gjæstfrihed og Hjælpsomhed, samt en vis Høimodighed mod Uvenner; men ved Siden heraf findes noget meget ufordelagtig; især gaar Drukkenskaben og Løsagtigheden over alle Grændser.
Forresten er Folkets Levemade forskjellig og forøvrigt ligesom hos os. Man arbeider for Mavens Skyld og naar en Skilling blir fortjent, saa tænkes der paa Brændeviin. Gavmildheden gaar over til Brændeviinsskjænken, og en Mands agtelse har forskjellige Grader efter Antallet af de Drammer han pleier at give; giver han litet elder intet, saa er han en Fant.
Medlemmerne af en Familie lever i evig Kiv og Strid og blive kun enige naar de faae Andre paa Hornene. "Vert syvende Barn var uægte i Præstegjeldet; dessuten fortalte man om flere Fruentimmere som havde tre eller fire Børn udenfor ægteskab"

I eit brev 8. januar til Aarflot er han ekstra oppgjeven og lei av Sogndalsfjøra:

"Pigerne have to, tre eller fire Børn førend de bliver gifte; Enkerne faae Børn ligesaavel efter deres ægteskab som i samme; Brændeviin udstrømmer daglig fra Kramboderne til ethvert Huus, og Enhver som man træffer paa Veien, gaar med en Flaske i Haanden.
Drukne Folk træffer man allevegne, i ethvert Huus brummer og buldrer en Tyran, enten fordi Maven er for fuld, eller fordi Pungen er for tom. Jeg har saaledes ikke Lyst til at blive her længere, end den høieste Nødvendighed kræver"
.

Lærdølene var dei verste i munnbruk, ser det ut til:

"Banden og Sværden kan derimod umulig drives videre end her; de frygteligste Eder, som noget Menneske kunde optænke, ere her fuldkommen gjængse og bruges uaflatelig, ikke blot i Hidsighed, men endog i den venligste Samtale".

Aasen omtalar og dei omvende, men han ser ikkje ut til å hatt særlegg sympati for deira holdningar:

"Ved siden af dene udsvævende Hob gives her ogsaa et betydeligt Antal af de saakaldte Læsere, som holde Samlinger, synge, bede og sukke over Verdens Daarlighed, uden at denne dog bliver mindre".

Etter at han var kommen til Eivindvik, oppsummerte Aasen nærmast fnysande til Maurits Aarflot:

"Der gives i Indre Sogn en Deel Læsere; men som jeg erfarede, ogsaa en stor Deel Hyklere, der opføre sig som Engle i Forsamlinger, men som det modsatte i sit Huus. Man har paa de fleste Steder afskaffet Dandsen; men som mig synes, kunde man gjerne lade den være, og derimod lægge af at drikke sig fuld hver dag og trætte hver time, samt at skaffe enhver Pige en Børneflok paa Halsen; det var visstnok vigtigere end at aflægge Dandsen".

Ein kan vel oppsummera at den unge og varsame Ivar Aasen frå Ørsta her kom til ein kultur og til eit folkeferd som tenkte og levde svært annleis enn han var van med. Derfor reagerte han så sterkt. Kanskje overdreiv han og skildringane av sedløysa og drukkenskapen noko.

Syne-Marta

Ei spesiell dame frå Veitastrondi, Marta Heggestad, eller Syne-Marta (Aasen kallar ho og Synarmarita), gjorde tydeleg sterkt inntrykk i Indre Sogn då Aasen var der. Han nemner ho fleire stader. Det vart fortalt om folk som stod opp frå dei døde, og om openberringar frå folk som gjekk att. Syne-Marta spådde og at jorda skulle forgå nyårsaftan 1843.
Marta var ei førti år gammal jente, som hadde levt "med Hoben" og været på vilde Veie; men for nogen Tid siden med Eet blev et andet Menneske og fik disse Aabenbarelser, som man har talt saa meget om. Man paastaar ellers at disse Aabenbaringer ved at skildres af vankundige Folk have virket megen Skade, idet flere (man nævner 4--5) Mennesker i Anfald af Skræk og Fortvivlelse have taget sig selv af Dage. Om det er sandt eller ei, veed jeg ikke; ialfald er man her meget tilbøieleig til at troe det Vidunderlige; saaledes kom her i Begyndelsen aaf Julen Rygte om en Aabenbarelse at Verden skulde forgaa Nytaarsaften hvilket Rygte foraarsagede kun forøget Drikken hos Drikkerne og forøget Læsen hos Læserne.

Varsame Aasen

Ivar Aasen var på alle måtar forsiktig og høfleg i veremåten sin. Me ser det særleg på to område i det tilfanget eg har arbeidt med her; i helsingane og når han omtalar folk som drikk. Kvar einaste gong han nemner folk som er vel harde på flaska, utelet han namnet. Det er eit heilt påfallande system. Me får til dømes aldri høyra kva verten hans i Sogndal («en overgiven Drukkenbolt") heitte, han fekk hjelp i Sogndal av ein «afskediget Skoleholder, der dog er en Drikker», likeins «Lieutnant, en noget drikfældig Mand» i Vik. Ein unemnd lensmann i Lindås blir omtalt som «den fuldeste i Laget». Dei meir edruelege står alle med namns nemning.

Den høflege Aasen finn me til dømes når han helsar Ludvig Daae, kapteinen han hadde vore huslærar hjå:

"Jeg beder at hilse Deres Familie, som jeg alltid erindrer med inderlig Agtelse og Kjærlighed, og vær tilsidst selv hjertelig hilset".
Endå høgtidlegare blir han til biskop Neumann, som han omtalar med "Deres Høivelbaarenhed", og der han "allerærbødigst beder om Undskyldning" for at han ikkje har skrive på ei stund, og avsluttar med å anbefala seg "med denne korte Beretning allerærbødigst til Deres Høivelbaarenheds Godhed og Velvilje".

Mindre pompøs, men desto meir indarleg formulerer han seg til vennen Maurits Aarflot:

"Jeg er og bliver dog altid din Skyldner; thi for alle de Vendskabsbeviser jeg modtager, pleier jeg ikke at give andet end tomme Breve, og disse komme da tillige saa sjelden, at jeg veed ikke om det lader sig undskylde. Idet jeg gjentagende takker for dine mange Vendskabsbeviser, slutter jeg disse Linier og ønsker dig et hjerteligt Lev vel!".

I eit brev til Daae har og Aasen laga ei lita målprøve på "Saugna-maåle". Merk at Aasen skriv ao-lyden aå. Han har elles misforstått litt bruken av eit par uttrykk, kan det sjå ut til:

Småprat
"Gudag, Kaåna!"
"Gudag óg".
"Ska di vera ute aa tutla?"
"Ska so vera, ja".
"Kur live di hjaå dikka?"
"Jeu, takk so spyre: eg ha vore lite tuski (svagelig) siaa igjaår; men eg veit ikkje ko da æ, eg tænkje, d' æ ta Juli."
"Hi! ja da skulde eg tru; --- æ Man' dikka kos (borte)?"
"Ja, han reiste aåv ista ut te Aagnadne (Aagnes familie)."
"Aa, æ han dar? Kaa arbeida di paå ellest?"
"Jabbe æ da lite Arbei; eg ha gaått so længje aa leitt itt'i Naål so e kosko mi (bortkommen); eg tynte ho kos (tabte den) i Moro tile, Kar" aa no æ da slikt eit Brot (Larm), da æ so folkete no mæ Juli, maå vita".

Arbeidssame Aasen

Det er uforståeleg for oss i dag korleis Aasen kunne få utretta så mykje som han gjorde på nokre få år. Når ein les breva hans, blir det endå vanskelegare å forstå. Mykje av tida gjekk då med til reiser, i båt, med hest og til fots, både lange og dei korte rundt i bygda. På det halve året han var i Sogn gjorde han for det fyrste ferdig ei ordbok på 9000 oppslagsord med forklaringar og jamføringar til "oldnorsk", over måla i Fjordane og på Sunnmøre. Så samla han heile hovudtilfanget for Sogn, til ordbok og grammatikk. Han skriv sjølv at han fann omkring 700 ord som var spesielle for Sogn.

Denne ordsamlinga var dessutan «ledsaget med Oplysninger om Dialegtens Hovedmærker og grammatikalske Former». I tillegg til dette fekk han på denne tida utgjeve visene frå Sunnmøre, som han og las korrektur på og retta opp. Så skreiv han altså ei rad med brev, og reiseerindringane. Ikkje hadde han pc, heller. Det måtte vera ei kollosal arbeidsevne i den vesle, lett krokne karen. Han legg svært ut om at han var dårleg nokre dagar i Sogndal og skildrar ein hard sveittekur han måtte ta. Ein dag måtte han liggja heile dagen, og det hadde ikkje hendt på åtte år. Han omtalar sengelægja som ein liten sensasjon, med utheva bokstavar («Jeg laa til sengs en heel Dag»)

Målet han oppdaga

Som nemnt kom Aasen litt skeivt i gang med sognemålet. Han omtalte Vadheims-dialekten som "besynderlig" og med "fordreied Udtale", og han hadde problem med å forstå kva veimingane sa. Men etter kvart kom han til at det var berre litt spesiell uttale av vokalane som skapte vanskar. I januar skriv han slik om dialekten i Indre Sogn, i eit brev til Aarflot:

"Naar man blot undtager nogle uvigtige Egenheder i Udtalen, samt de Mellemlyde, som ogsaa bruges nordenfor, saa er det Indresognske en meget let Sprogart at tale og skrive. Man har ikke her den hyppige Brug af Lyden j(Jod) som hos os, ikke heller den egne Udtale af ll og nn, samt ikke heller den besværlige Brug av lsch eller lsj, som her langt bekvemmere og rigtigere udtales tl".

Aasen går nøye inn på særpreget for dette dialektområdet. Han legg vekt på at målet har mykje eldgammalt og nasjonalt, som til dels ikkje finst nordafor. Av døma han nemner på dette er:

"akjan (atten), buen (færdig), Fodn (Snemasse), hjaå (hos), Kross (Kors), Nos (Næse), tiga (tie), tyna (miste), Vigt (Vegt)".

Me har alt høyrt at Aasen ikkje var redd for å dela ut godord og vondord om målføra. I ein ettertanke etter han var kommen til Bergen att, greier han ut litt om dei to hovudgreinene i sognemålet. Så skriv han vidare:

"Netop i Overgangspungterne imellem disse to Forgreninger findes det bredeste og styggeste Sprog (Kirkebøe); det indresognske er derimod den smukkeste af alle de Dialekter, som jeg hidtildags kjender".

Den attesten skal indresogningane ta vel vare på!

Kjelder:

  • Aasen, Ivar: Reise-erindringer og Reiseindberetninger 1842--47 --- Trondheim 1917. Ny utgåve ved Vestanbok forlag 1990.
  • Brev frå Ivar Aasen 29.10.42 -- 25.8.1843.

Utdrag frå.

  • Sundt, Eilert: Om Sædeligheds-tilstanden i Norge, Gyldendal 1976.
  • Elster, Kristian: Om Modsætningen mellem det vestlige og østlige Norge J. W. Eide Forlag 1969.
  • Sandal, Per: Sogndal bygdebok, Sogndal 1986.
  • Årbok for Sogndal I 1921.